Film

Små ulykker (2002)

Skrevet den 09. september 2011 i Done, Spillefilm

Du kan se hele filmen på ZENTROPAONDEMAND eller MUBI (når det altså bliver MUBlIgt – men gå derind alligevel, det er en skøn verden af gode film)

Synopsis

John mister sin kone, og ved samme lejlighed mister hans voksne børn, Eva, Tom og Marianne, deres mor. Søren, Johns bror, har mistet arbejdsevnen og har det fint med sofa og tv, men hans kone er knap så tilfreds. John og datteren søger sammen at overleve krisen, mens Tom begaver sig i arbejde og Eva erklærer verden krig. Alle må de kæmpe hårdt med sig selv og hinanden for at forlige sig med tabet.

Om “Små ulykker”

Filmen blev til i et tæt, tæt samarbejde mellem manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson, de 5 hovedskuespillere og jeg selv. Med modig støtte fra Zentropa og Ib Tardini begav vi os ind i et arbejde hvor vi ikke på forhånd besluttede noget som helst om hvad filmen skulle handle om, men hvor skuespillerne skabte karakterer, som vi lod møde hinanden i en lang række af improvisationer, mens vi tålmodigt ventede på, at der hen ad vejen ville dukke noget op, som kunne blive til en historie. Det gjorde der heldigvis! Det blev til en film og den blev udvalgt til hovedkonkurrencen på Berlin filmfestivalen i 2002.

Filmen blev en smuk afskeds-salut fra Jørgen Kiil, som døde året efter.

Arbejdsmetoden har Kim Fupz Aakeson og jeg siden fulgt og genskabt i den form, der passede til de film vi har lavet sammen.

Små Ulykker

 

Berlinale - Små ulykker