Film

Skytten (2013)

Skrevet den 14. oktober 2011 i Done, Spillefilm

“Skytten” er en politisk thriller om begivenheder hen over fem dage i et København, hvor den nyvalgte regering står på tærsklen til at underskrive en aftale med USA og det Grønlandske selvstyre om udvinding af store olieforekomster ved arktis. Filmen er sat til premiere februar 2013.

Kim Bodnia som Skytten Rasmus

“Skytten” er et remake af filmen af samme navn, som Anders Bodelsen skrev manuskript til i 1977. Denne version er optaget i begyndelsen af 2012. Den produceres af Åke Sandgren på Nordisk film i samarbejde med TV2 og med støtte fra Det Danske Filminstitut’s markedsordning.

Se indlæg postet på bloggen undervejs mens vi filmede. Jeg fortsætter frem til premieren.

Synopsis

Den knapt et år gamle danske regering, som er valgt ind på løfter om en utvetydig grøn klimapolitik, annoncerer at den vil støtte et samarbejde mellem danske, grønlandske og amerikanske olieproducenter, om at bore efter olie i det sårbare Nordøst Grønland. Om fem dage vil aftalen blive ”velsignet” af den danske og den amerikanske udenrigsminister i København. Debatten om det kommende olie-eventyr eksploderer, og journalist og politisk kommentator Mia Moesgaard (Trine Dyrholm) anklager den ansvarlige udenrigsminister for at have givet demokratiet det hvide snit. I en direkte diskussion på TV presses hun og siger, at hun ikke vil undre sig, hvis enkelte borgere vil gå meget langt for at få stoppet olieboringerne, ja, endda om nødvendigt bruge vold. Nyligt hjemvendt fra Grønland sidder Rasmus (Kim Bodnia), som er geofysiker og gammel olympisk skytte, og noterer sig disse ord. Han beslutter sig for at etablere en alliance: Hun skriver, jeg skyder! Han kontakter Mia, i første omgang anonymt, og i løbet af de næste fem døgns turbulente begivenheder, hvor Rasmus gør alvor af sin beslutning og Mia er den eneste i Danmark, der har kontakt med ”Skytten”, tvinges hun ud i skræmmende konkrete overvejelser om kildebeskyttelse, ytringsfrihed, skellet mellem aktivist og terrorist, og om hvorvidt verden har tid til at vente…