Det brune no-go i dansk film #2

Onsdag eftermiddag afholdt Det Danske Filminstitut i samarbejde med Politiken en slags bods-arrangement (i hvert fald for DFI’s vedkommende), der havde til hensigt at samle op, hvor forårets penible sag om et afslag fra filminstitutets markedsordning til en spillefilm ved navn “MGP missionen” slap, og fremadrettet debattere “etnicitet og mangfoldighed i dansk film, hvor vi vil se på facts, erfaringer, fordomme og hensigter”. Filminsitutets ledelse har for længst beklaget formuleringerne i det konkrete afslag og kaldt dem “dumme og usaglige”, så der var potentielt skabt sympatisk rum for at hæve barren. Der var halvt fyldt sal i en af cinematekets biografer, men jeg tænker – forårets helt vilde mediedebat taget i betragtning – at det faktum, at der ikke var kø hele vejen ned af Gothersgade, umuligt kan skyldes mangel på interesse. Oder?

I panelet sad Hassan Preisler (skuespiller), Kim Pedersen (formand for danske biografer), Mira Skadegaard Thorsen (forsker i diskrimination, RUC) og undertegnede. Moderator var Anita Bay Bundegaard fra Politiken. Kulturminister Uffe Elbæk stødte til og kommenterede. Lutter begavede mennesker, hvilket burde have medført at vi havde forladt salen klogere. Sådan gik det ikke – helt.

DFI valgte – igen – at tage udgangspunkt i den liste af film, som også i maj blev offentliggjort i Politiken, venligst udleveret til avisen af Danske Biografer v. Kim Pedersen. En liste på de 11 film produceret med støtte fra filminstitutet siden 1988, som har det til fælles, at der i cast optræder skuespillere med anden hudfarve end fesen lyserød og accent der ikke altid rammer rigs-dansk. Men man skal ikke tro på alt hvad man hører, heller ikke selvom det er fremført som knastør statistik og dermed – angiveligt – evidens. På listen optræder for eksempel ingen film Hella Joof har spillet med i. “Kald mig bare Axel”, en børnefilm fra 2002 instrueret af Pia Bovin optræder heller ikke. Der kan sikkert nævnes flere. Come on, guys – I har haft siden maj til at revidere den liste og få den til at minde om substantiel grundforskning, men vælger at fortsætte med mumbo-jumbo og citere Kim Pedersen, fremfor at undersøge det inden for instuttets egne mure. You can do better! I hvert fald kunne det lynhurtigt fastslåes, at kriterierne for hvilke film der optræder på listen er aldeles uklare. Og når udgangspunktet tages i tågeland bliver debatten derefter.

Formålet med listen – både dengang og desværre fortsat – synes at være at fremhæve, at de nævnte film alle har det til fælles, at antallet solgte billetter pr. film er forholdsvist ydmygt. Kim Pedersen og Danske Producenter citeredes i den anledning for et “almindeligt anerkendt” kommercielt succeskriterie på 250.00 solgte billetter – et tal de nævnte film langt fra har opnået – og det logiske rationale måtte derfor være, at filmene er “dårlige”. Det var i hvert fald også den konklusion kulturministeren skabte overskrift med i Politken i maj. Længere nede i artiklen indrømmede han dog, at han kun kunne komme i tanke om at have set en eneste af filmene, “Pizzaking” af Ole Christian Madsen fra 1999. Desværre holdt han onsdag fast i samme argument: der mangler “gode” historier. Altså i modtsætning til “dårlige”. Det havde klædt ministeren, om han i onsdags i stedet havde beklaget en så generaliserende udtalelse i en debat, hvor han reelt ikke har indsigt i det der omtales (de listede film), og ikke mindst: i en debat, hvis formål det netop må være, at undvige stereotypisering.

Og stereotypisering var noget filminstitutet havde grublet videre over. DFI havde til dagen produceret en video indeholdende et interview med Ida Johannesen, institut for kunst og kultur v. KUA, hvor hun med klip fra nogle af de 11 film, deriblandt min egen “1:1”, påviste hvordan karakterer i danske film med anden etnisk oprindelse end dansk, henvises til 4 stereotyper: Den udstødte, den forbryderiske, den komiske og den kuede. Ida Johannesen var bestemt klog at høre på, men problemet syntes at være det samme: Der tages udgangspunkt i en liste af film, som ikke kan påstås at være repræsentativ. Og hvad måske er endnu vigtigere: der sås bort fra, at alle berettermodeller tager deres udgangspunkt i stereotyper. Helten, offeret, skurken, hjælperen. Se bare på James Bond og karaktererne omkring ham. En af de karakterer Ida Johannesen fremdrog som stereotypt “komisk” var Ali Kazims karakter i “Adams æbler”. En film i komedie genren, hvor samtlige karakterer er stereotype, også de etnisk danske, hvilket er en af filmens komiske kvaliteter. Skulle videoen med Ida Johannesen have været bragt hen til noget interessant, kunne den have været afsæt for en samtale om stereotypisering i det hele taget, og om det (mulige) faktum at netop bevidstheden om stereotyper er forudsætningen for, at kunne nuancere. Hvis altså det er genrens formål. Men den samtale havde forudsat at alle i salen vidste, hvilke film (og ikke blot til eksemplets brug udvalgte klip) der var tale om. Men det var ikke tilfældet.

Hassan Preisler indrømmede på stedet og meget klædeligt, at heller ikke han har set nogen af de 11 film på listen. Ikke desto mindre har han flere steder, og senest onsdag, udtalt at han ikke vil ikke være med i nogen af den slags film, han altså ikke har set en eneste af. Der blev jeg træt. Og kom pludselig til at føle mig som talsmand for 11 film, hvoraf jeg altså kun har ansvaret for en enkel, men som alle blev angrebet alene ud fra fordomme og hear-say. Tale om stigmatisering.

Jeg skal – og kan – ikke forsvare hver enkelt af de 11 film, der nu er ophøjet til bevis på at danskere med anden etnisk baggrund end Skipper Klement stigmatiseres i stereotype roller i danske film, og at de film i øvrigt er dårlige, fordi de ikke har solgt 250.000 billetter i danske biografer. Men jeg bliver nød til at fastholde følgende:

Hvis sådan en debat skal føres, så den faktisk fører nogen vegne, må den føres på et oplyst grundlag. Dels må der skaffes et reelt overblik over hvilke film og hvilke karakterer der kan tales om, ud fra hvilke kriterier. Og filmene skal ses, hvis den samtale skal indledes. Dernæst bliver man nød til at opstille – hvis man tør! – et kriterium for “godt” og “dårligt” i sammenhængen. Er stereotypt i sig selv dårligt? Kan man tale om genrer, hvor sterotypi tjener et formål? Er det, der opleves sterotypt af og til netop afsæt for historier, hvor det stereotype søges nuanceret? Er kommerciel succes et indiskutabelt bevis på “godt”? Hvad er kunstnerisk kvalitet i et land, der vælger at støtte kunst og hvor adskiller det sig fra kommerciel kvalitet? Man bliver nød til at stille spørgsmål ved, om 250.000 solgte biletter i danske biografer er et rimeligt succeskriterium for film støttet af Det Danske filminstitut, som netop findes fordi vi i Danmark anerkender at filmindustrien ikke kan overleve på kommercielle vilkår alene. Det er kun 15% af alle danske spillefilm, der nogensinde når op omkring det antal billetter, og altså også film uden brunt islæt. Derudover burde man måske i det hele taget i 2012, hvor stort set alle film produceres i samarbejde med en TV station, meget snart ophøre med udelukkende at måle danske films succes udfra antallet af solgte biografbilletter, og respektfuldt medregne de seere, der siden ser filmen derhjemme, enten når den sendes, købes på DVD eller når den kan streames på VOD.

Tilbage, og midt i alt dette virvar af halve vinde, står spørgsmålet om, hvorvidt det ikke snart kunne være rart at se danske spillefilm, hvor den etniske mangfoldighed vi ser i gadebilledet afspejles. Dér syntes svaret, også i salen, at være et entydigt: Jo! Derfor var det også uendeligt trist, at debatten – til dels på grund af tidsnød – endte hos nogle råbetrolde i salen, der ganske vist ikke bredt repræsenterede, men i hvert fald er producenter og distributører, og som igen fremturede, at det der mangler er nogle “gode” film, hvor det ikke regner og hvor Hassan Preisler bare må finde sit lyse sind frem og spille nogle ordenlige (helst happy-happy) roller. Back to square one.

Måske er et af mange mulige modsvar, at flere instruktører – som jo fortsat har ansvaret for den endelige casting – tør konfrontere producenter, distributører og (forhåbenligt aldrig mere) DFI, når de fremfører luftige argumenter om hvad der sælger eller netop ikke, og bede om evidens, fremfor at slås af skræk og parrere ordre. Og endeligt afkræve DFI (og ultimativt ministeren) et svar på, hvad DERES succeskriterium er for danske spillefilm. Med og uden farver.

Mira Skadegaard Thorsen fremførte flere gange, at det der er brug for er viden. Jeg kan kun være enig. Hun endte, for sit vedkommende, også debatten med et let suk og en bemærkning om at hun blev helt træt. Det kan jeg også godt forstå. Samtidigt har den slags debatter, hvor forvirrede og ukonkrete de end må synes og den her i hvert fald blev, den kvalitet at de trods alt sætter tankerne i bevægelse. Hermed forhåbenligt også hos dem af Jer, der ikke var der.

“MGP missionen” er i øvrigt nu blevet produceret uden filminstitutets støtte. Godt gået. Det bliver forhåbenligt en god film.

Glædeligt juletræ!

En kommentar

Skriv et svar