Det brune full-stop i Dansk film

Mediedebatten om afslaget til “MGP missionen” fra det Danske Filminstituts markedsordning har nu raset i 3-4 døgn og antager stadig mere besynderlige former. De færreste – medierne selv indberegnet – synes at vide tilstrækkeligt om, hvad de taler om, men have mest travlt med at fordømme, flere er gået i panik og sikrer sig til overflod imod at blive udhængt som intolerante eller det der er værre, jurister udtaler i Information at afslaget er ulovligt og i går aftes var Kulturminister Uffe Elbæk ude med en udtalelse i Politiken om, at danske film med skuespillere af anden etnisk herkomst end dansk eller tematiker deromkring, helt enkelt har været for dårlige. Det er han ikke den eneste der har sagt. Men kan vi, for dansk films og debattens skyld, ikke lige få hold på begreber og proportioner. Tømmer i det nedenstående hovedet for fakta og spørgsmål, som synes indlysende relevante, men som drukner i forvirret forargelse.

Allerførst: hvis man fortæller historier der beskæftiger sig med tabubelagte eller bare svære og ømtålelige problematikker (som i: head-on stædig beskæftigen sig med menneskeligt stof mange ikke orker/gider/tør nærme sig), så har man på forhånd bedt om kommerciel op-ad-bakke. Det burde være indlysende. Spørgsmål 1: Skal man (som fortæller og som filminstitut) derfor lade være? Spørgsmål 2: Er antallet af solgte biletter ligefrem proportionelt med kvaliteten? Spørgsmål 3: Kan det tænkes at 20.000 biletter (plus nogle hundrede tusinder tv-seere – for tv er typisk medinvestor – og x antal solgte DVD’er) er en succes? Spørgsmål 4: Hvad ER succeskriteriet? Spørgsmål 5: Kan lanceringen spille en rolle?

Dernæst: Politiken lister 11 – jeps: 11! – film med “kulturel mangfoldighed” siden 1988. Wow. Det er 11 film i løbet af en periode på 24 år, hvor spørgsmål om “kulturel baggrund” og “etnicitet” har haft meget forskellig samfundsmæssig status. Spørgsmål 6: Kan man bygge nogen som helst form for empiri på det? Hvis den findes og er saglig vil jeg rigtig gerne se den.

Endvidere: Politiken og flere andre medier citerer producenter, distributører og DB (Danske biografer) for et almindeligt kommercielt succeskriterie på 250.000 solgte billetter. Det er sandt. Det er først der producenterne begynder at få indtægter på filmene. Kulturministeren og medierne hopper velvilligt med på vognen og godtager ukritisk dette tal, som dét succeskriterie ALLE film bør måles op ad. Men: det er kun knapt 15% af den samlede danske spillefilms-produktion der nogensinde når derop – altså også spillefilm UDEN brunt islæt. Listen over danske spillefilm, som enige anmeldere – også i udlandet – har rost og som et dansk publikum på langt under 250.000 biografgængere har haft stor, stor glæde af, er lang. Derfor har vi Det Danske Filminstitut og filmloven – fordi et samlet folketing fortsat vælger at filmkunsten, som i Danmark ikke kan eksistere på kommercielle betingelser alene, skal støttes til at udvikle og vedligeholde talent og til at udforske mediet, så det fortsat styrkes, bevarer en høj filmkunstnerisk kvalitet og derfor ind imellem bryder lydmuren og lander i Cannes og Berlin og Los Angeles og fastholder den internationale opmærksomhed på Dansk film. Spørgsmål 7: Hvad er så Det Danske Filminstituts succeskriterie? 250.000 solgte biografbilletter?

Endeligt: Ingen af de i Politiken 11 listede film er producerede med støtte fra Markedsordningen, som er den “MGP missionen” og folkene bag har ansøgt. De 11 er støttet på konsulentordningen – den klassiske filmstøtteordning. Og der er forskel. Markedsordningen har faktisk særligt til opgave at støtte de film, som det vurdereres har en sandsynlighed for at nå et “bredt publikum”. Der stilles altså krav til film på markedsordningen, som denne ordnings konsulenter naturligvis derfor skal medtage i deres samlede vurdering. Hvis nogen ønsker at lave en film som foregår på et plejehjem og beskæftiger sig med døden, og med is i maven vælger at ansøge markedsordningen frem for konsulentordningen, ville konsulenterne på markedsordningen være forpligtede til at vurdere det kommercielle potentiale for sådan en film. Ville det da være diskrimination mod ældre og dermed ulovligt at give et afslag, som – blandt mange andre parametre – medtog en betænkelighed ved, at sådan en film med stor sandsynlighed kunne have et forholdsvist begrænset publikum? Jeg vover besvarelsen af dette spørgsmål selv: næh. At fare i flint over at konsulenterne på markedsordningen medtager erfaringer fra tidligere film med etnisk slagside er derfor besynderligt i sig selv. Men det relevante spørgsmål 8, som altså er en gentagelse af 6 må være: Kan man bygge empiri på 11 film hen over 24 år?

Sværest bliver dog spørgsmål 9: Hvad må konsulenterne på Markedsordningen medtage i deres vurdering af en films MARKEDS-potentiale?

Og – mere kontroversielt – spørgsmål 10: er Markedsordningen på Det Danske Filminstitut en bastard i en offentlig kunststøtte-ordning, hvis den ikke må tænke i tørre markedsvilkår? (that is: hvis de ER tørre).

Hvis nu ASA film anlægger sag, får medhold og retten vurderer at afslaget til “MGP missionen” er ulovligt, så er spørgsmål 9 & 10 i hvert fald relevante. Og måske ender det hele så med at der indgås forlig, og filmen diplomatisk henvises til at søge støtte på konsulentordningen frem for markedsordningen. Så skal manuskriptet, altså historien og ikke etniciteten, vurderes igen. Og hvis den overlever, så er spørgsmålet fortsat: Hvad er succeskriteriet?

Kunst har det med at dø af koncensus-brunlig demokratisering og alt for meget topstyring. Men mangler der danske film, som i cast afspejler et Danmark med flere farver? Det korte svar er: Ja…

…og kvinder over 40 og handicappede og ældre og fortsæt selv listen. De skal nok komme. Men de kommer måske ikke til at sælge 250.000 biografbilletter. Måske.

 

 

4 Comments

  1. Hanne
    23. maj 2012

    Citat: “… danske film med etniske skuespillere eller tematiker…”

    Måske skulle man starte med at erkende, at alle mennesker i hele verden og af alle farver (ja, også de hvide) er etniske, det er kun baggrunden der kan differentiere. Eksempelvis kan man have en anden etnisk baggrund end dansk, i så fald er man etnologisk set fra et af verdens andre lande. At beskrive nogen som etniske, er som at beskrive et bestemt område i havet ved at kalde det “vådt”.

  2. Annette K Olesen
    23. maj 2012

    Kære Hanne,

    Tak for din knastørre og meget rigtige kommentar. Jeg retter fra vådt til tørt.

    Annette

  3. Hanne
    24. maj 2012

    Annette, det var slet ikke meningen at den skulle være hverken hård eller knastør, men blot humoristisk. Jeg kan dog godt selv se, at den klinger skarpt (desuden troede jeg at det var Uffe Elbæk, der havde udtalt ordene). Ikke desto mindre, er jeg glad for at fejlen er rettet ;) og tilføjer, at jeg synes vældig meget om artiklen. Det glemte jeg for øvrigt også at skrive. Venlig hilsen

  4. Annette K Olesen
    24. maj 2012

    Kære Hanne,
    Tak ;-) jeg fangede godt humoren og god humor er skarp. Men du har ret og ikke ret: jeg citerede tonen i Politikens overskrift, som faktisk er endnu værre: “Etniske film er for dårlige”. Det må man kalde en helgardering! Men om det er Uffe Elbæk selv der har sagt sådan eller journalistens omskrivning ved man jo ikke. Kulturministeren siger flere gange i interviewet “med anden etnisk baggrund end dansk” – så måske er det journalisten.
    Annette

Skriv et svar