Hvordan “forskruet”?

Jeg er i eftermiddag blevet kontakte af to journalister, der nysgerrigt har spurgt til passagen i min forrige blog om filmproducenters leje af in-house fasciliteter til produktion. Forståeligt. Det er deres arbejde.

Jeg vil – så der ikke opstår unødige spøjelseshistorier – derfor gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde ønsker at antyde at der er blevet begået ulovligheder. Det ville falde mig fjernt – også at tro det. Jeg skriver, som journalisterne ganske rigtigt har bidt mærke i, at priserne på in-house faciliteter, som er lejet ud til filmenes produktion, har været – og her kommer det – “forskruet høje”. Med forskruet mener jeg ikke nødvendigvis spekulativt, men blot forskruet i forhold til de priser der – hvis man havde forhandlet sig frem til modsvarende faciliteter uden for selskabet – havde været mulige.

Det siger sig selv, at et selskab – af en hvilken som helst karakter – der i opgangstider har investeret enorme summer i faciliteter (mursten og teknisk udstyr), ønsker at se disse investeringer anvendt og forrentet. Det, som er sket er blot, at den teknologiske udvikling i langt højere tempo end forventet har overhalet investeringens markedsværdi, og at det derfor i en periode har været muligt at realisere samme opgaver billigere. Kreperligt for de selskaber, der har foretaget de store investeringer OG forståeligt, at de alligevel har valgt at lade opgaverne udføre på det udstyr og i de faciliteter, der nu engang var investeret i.

Langt de fleste producenter er da også nu i færd med at down-size, så det, der står tilbage primært er man-power således at de økonomiske midler kan lægges i de billigst mulige tekniske løsninger. Det er fremsynet og såre godt. Der ageres så pengene igen kommer op på lærredet, hvor de hører hjemme. Og jeg er i øvrigt overbevist om, at hvis noget i de regnskaber produktionsselskaberne har pligt til at aflevere på Det Danske Filminstitut havde set forket ud, ville der omgående være blevet reageret.

Jeg ønsker fortsat at kræfterne samles om det der er fremdrift i: hvordan sikrer vi, at der kommer sund økonomi i det at formidle fortællinger på film? Hvordan kommer vi ind i den uundvigelige vindues-virkelighed vi kigger ind i, uden at dø af skræk og tabe kvaliteten på gulvet? Jeg synes det er den samtale, der skal føres – ikke den bagudrettede.

Skriv et svar