Det Danske filminstitut er far til fire

Så skrev jeg den kronik og så skete der en hel masse. Herligt.

Kronikken er blevet delt og kommenteret både i Norge og Sverige, så frustrationen genkedes. Politiken tog i søndagens leder stilling og erklærede sig enig med mig og Bent Falbert støttede op i sin kanon på Ekstra Bladet. Kim Pedersen, formanden for Danske biografer, replicerede i Politiken at instruktørerne (altså jeg) har “et frådende ønske om at så mange som muligt ser deres film, uden smålig skelen til indtægter”. Jeg tager det som en kompliment. Selvfølgelig ønsker jeg at filmene kommer ud til så mange som muligt – det manglede bare, for publikum er med til at betale via bevillingerne til filmene fra Det Danske Filminstitut. Og de indtægter Kim Pedersen fortsat hævder er selve eksistensgrundlaget for branchens overlevelse, er jo netop eksistensgrundlag, fordi der ikke findes andre muligheder. Endnu.

Efter en heftig uge, 3 omgange i medie-ringen med formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen og en fantastisk debat både på facebook, twitter, min blog og i min mailboks, (tak til alle der har deltaget – bliv ved!) står jeg med en følelse af, at skudretningen – når ret skal være ret – har været for ensidig. Det er ikke helt fair over for Kim Pedersen.  Jeg savner fortsat, som kronikken også fortalte, at producenterne melder sig på banen som de harniskklædte, selvsikre studehandlere de burde være. For problemet er ikke alene biografernes hold-back og bindingen af Danske spillefilm til biografdistribution.

Der er mange parametre der afgør en spillefilms vej til publikum. Og det er klart, at hvis biograferne oplever, at der er film der ikke trækker folk ind i salene, så hænger det også sammen med, hvordan filmene bliver kommunikeret. Det er et velkendt fænomen i branchen, at producenter og instruktører af art-house film med et estimeret publikumspotentiale, der ligger under 50 eller 100.000, af distributions-folkene mødes med trætte miner. “Det bliver svært”, er replikken – og den er næsten en kliche. Der er en udbredt mangel på fantasi i måden at tænke filmenes markedsføring på; en trailer, en plakat, en busstreamer og den omtale filmen kan skaffe i de trykte medier, der fortsat prioriterer kulturstof. De forkølede tiltag der tages i form af facebooksider på filmene er langt fra nok, til at nå det publikum som vi alle sammen ved 1) finder deres kulturinformation på nettet og 2) er uimodtagelige over for kommunikation med alt for tydelig corporate stemmeføring.

Distributørerne er er selv blevet overraskede over, hvor skidt det er gået film, alle havde troet var “home free”. De sikre slots i efterårsferien og juleferien, hvor børnefilmene traditonelt er gået som varmt brød, er kommet bag på os – også distributørerne – ved at give dårligere tal end forventet. Måske det var på tide ikke ensidigt at skyde skylden på filmene, men også at kigge på det håndværk distributørerne selv har forsømt at vedligeholde. Jeg arbejder dagligt i branchen og har tre børn i målgruppen for “Skyskraber”. Ingen af os opdagede at den fandtes, før den var væk.

Vi benytter os af TO biografdistributører i Danmark. Alene det skriger til himlen. Der skal flere spillere ind på banen – og det bør være spillere, som møder filmene med replikken; “Spændende! Det skal blive en fornøjelse at bevise at der findes et publikum til denne film”. De bør følge op med en invitation til at instruktørerne selv deltager, og arbejdet med at kommunikere filmen skal – i modsætning til nu, hvor det så småt begynder en måned før premieren – starte allerede når der er produktions-beslutning.

Kim Pedersen og flere med ham, bliver ved med at hævde, at jeg er naiv når jeg tror at branchens økonomi kan reddes ved on-line salg af vores film. Jeg er enig: jeg ved bestemt ikke alt. Men hellere naiv end konservativ. For vi kommer på den anden side heller ikke i nærheden af øgede indtægter, hvis vi ikke står klar med nye og velforberedte tiltag, når publikum begynder at reagere på on-line mulighederne. Tal fra vesteuropa 2006-2011 siger, at indtægterne på on-line salg er steget fra 9,8 mio € til 183,5 mio. – eller en 20 dobling på fem år. Dét må man sige er en stigning der er til at tage og føle på. Og det siger sig selv, at jo dygtigere vi er til at skabe on-line portaler selv, jo stærkere står vi når der skal forhandles med større aktører som YouTube, netflix o.s.v. Det er mig en gåde at – for eksempel – Zentropa har forsømt muligheden for, på de seneste 5 Cannes og Berlin-filmfestivaler, at samle ligesindede producenter om initiativer, der kunne styrke positionen for præcist den type film.

Derudover er der jo ingen lovmæssighed der dikterer, at filmene fortsat skal være så dyre at producere. Snarere tvært imod. Teknologien fordrer færre og færre mursten og dermed billigere og billigere produktionsomkostninger. Men det har, indtil nu, været en stor del af produktionsselskabernes overlevelsesstrategi at leje in-house faciliteter ud til egne produktioner til forskruet høje priser. Deraf de store budgetter.

Der er altså andre end biograferne, der skal vise villighed til at favne tiden vi står i. Og eet står fast: alle der arbejder i den danske filmbranche ved, at der slet ikke var nogen branche med en profil og et så højt kunstnerisk såvel som håndværksmæssigt niveau, som den danske uden Det Danske Filminstitut. Når selv film som Far til fire støttes der, fortæller det alt.

DFI er far til fire. Nemlig instruktørerne/manuskriptforfatterne, producenterne, distributørerne og biograferne. Det er alle fire aktører, der skal op af stolen. Ikke bare Kim Pedersen og mig, sagde hunden. For uanset hvad, kommer teknologien og publikum til at bestemme. Heldigvis. Og on we go!

 

En kommentar

  1. Ane Mandrup
    28. november 2011

    Skarp opfølgning på debatten. Som jeg skrev i fredags på kulturministerens Facebook side bør der sættes fornyet fokus på målgruppe analyser. Det lyder teknisk, men handler om at kende sit publikum, og ikke bare en bred demografisk gruppe, men at man som producent, instruktør og distributør helt præcist ved, hvem ens publikum er, hvordan man kommer i kontakt med dem, og hvor de foretrækker at se film (tv, bio, online). Det er efter min mening ikke interessant hvor mange der ser en given film, men at målgruppen ser filmen.

    Så ja, der er bestemt et arbejde at gøre for producenter, instruktører og distributører, filmenes liv afhænger ikke kun af biograferne.

Skriv et svar