Dansk film er spærret inde i biografen

Hermed min kronik som kan læses i dagens Politiken

Kan naturligvis også læses her! Ser frem til masser af fremadrettet debat.

Dansk film er spærret inde i biografen.

Aldrig har mulighederne for at nå publikum været bedre – men filmbranchens paradoksale valg er: vi bruger dem ikke!

Af: Annette K. Olesen, filminstruktør

Film skal ses i biografen – det sagde Ole Michelsen selv i ”Bogart” i ’80erne og ’90erne og det blev 1. bud i biblen for filmelskere og filmbranchen. Efteråret er biografmørkets højsæson og i år er den er skudt ind med en intens debat om ”Dansk film i krise”. Ritualets religiøse urokkelighed står for fald – der kommer helt enkelt for få ind i salene til danske film.

Debatten har i dens hidtidige form båret næring til den konklusion, at film der ikke kan sælge tilstrækkeligt billetter i biografen til at skabe et økonomisk overskud, er dårlige film. Pyh – det skaber lettelse ved håndvasken blandt distributører og biografejere, og producenterne får fred til fortsat at stirre forstenede på bundlinjen, for man kan ikke sælge lort – det siger sig selv – og besørgerne er udpeget: de manuskriptforfattere, instruktører og Dét Danske Filminstitut (DFI), der fandt filmene væsentlige. Ingen stopper og overvejer om konklusionen virkelig er så indlysende. Engang blev mælk solgt fra ismejerier og bragt ud med mælkekuske, og man behøver ikke være i tvivl om, at havde man sat filmdistributører og biografejere til at passe dagligvarehandlen, ville københavnske gader stadig genlyde af hestehovenes klippe-di-klop.

Jeg vover hermed den påstand, at det ikke er mælken den er gal med. Krisen handler ikke om mangel på fortællinger og ambitiøse manuskriptforfattere og instruktører, men kan snildt sammenlignes med den generelle økonomiske krise: de finansielt ansvarlige har – stædige som æsler – nægtet at lægge øret til jorden og foretage de kursændringer der var nødvendige. Krisen handler om forretningsmodeller, kommunikationsstrategier og de steder film bliver solgt, også kaldet filmens ”vinduer”.

Publikum – dem vi lever for – har fået nye vaner. Dem har de fra færden på nettet og den tilgængelighed, som nye teknologier for længst har vænnet os alle sammen til: direkte og øjeblikkelig adgang til viden, nyheder, mennesker og underholdning. Vores film downloades ulovligt i stedet for at blive købt på DVD. Ingen kender de nøjagtige tal, men i Børsen den 27. oktober ansloges tabet på DVD alene til 500 mio. over to år. Det ville være skønt entydigt at kunne bebrejde borgerne tyveriet, men hvis man bor i Nørre Nissum og den film man gerne vil se ikke er at finde i en biograf indenfor en radius af 200 km, eller hvis man ikke nåede at køre turen i de par dage filmen gik i biografen, finder man andre veje. Det er entreprenant. Jeg kan naturligvis som filminstruktør ikke bifalde, at mine films økonomisk bæredygtighed undergraves, men jeg har svært ved at få armene ned over at nogen vil se dem. Det er jo derfor jeg laver dem. Omfanget af tyveriet er vel i sig selv et billede på, at kvaliteten ikke fejler noget, og borgerne kan jo ikke gøre for, at ingen vil gøre dem synlige og lovligt tilgængelige på en måde, der passer til et moderne publikum.

I udgangspunktet ejer jeg og en forfatter alle rettigheder til en film vi selv initierer. Men vi har jo ikke nødvendigvis næse hverken for salg eller distribution. Det har derfor i årtier været praksis at vi overdrog samtlige rettigheder til producenten, der så skulle finde det bedste liv for filmen. Nemlig det liv der skabte tillid til stemmen bag og indbragte indtægter, så det fælles arbejde kunne fortsætte. I stedet for at få arbejdsro er vi endt i en situation, hvor vores film, i grel modsætning til det filmforlig vi vedtog for et år siden under titlen ”Sæt filmen fri”, låses inde i bure. Adgangen forhindres. Jeg vil komme med et eksempel:

Alle mine spillefilm findes på MUBI.com – et fantastisk, lovligt Video On Demand-site (VOD). MUBI har udvalgt film til deres katalog ud fra en kærlighed til kunstneriske film og har just passeret 3 millioner brugere verden over. 3 millioner potentielle kunder! Men – og her opstår smerten – hvis man klikker på mine film for at betale for at se dem, kommer denne meddelelse;

MUBI screenshot

I en virkelighed, hvor os, der finder på historierne og forvandler dem til film, konstant mærker manglen på indkomster, er det umuligt for mig at gennemskue logikken i den besked. Jeg må derfor spørge; kære producent, du som er min kammerat, til hvem har du videresolgt mine rettigheder, så den lovlige adgang til mine film forhindres? Det mindste jeg kan forvente for at have overdraget dig alle mine rettigheder må være, at du redegør for, hvor du tjener flere penge og hvor du udbreder kendskabet til min produktion bedre? Har vi virkelig råd til det?

Jeg lader spørgsmålet hænge, ignorerer et øjeblik den globale virkeligheds svimlende muligheder, og vender blikket mod den nationale klippe-di-klop. Her styrer biograf-vinduet og betragtes fortsat som statsobligation selv om det nu  snarere burde sammenlignes med et skrabelod.

En gennemsnitlig dansk spillefilm har et budget på ca. 16-20 mio. kr. og en producent-investering på 3-4 mio. En biografbillet der koster 80 kr. Indbringer efter fordeling til moms, biografejer og distributør ca. 23 kr. til producenten. Af disse indtægter, skal distributøren have refunderet hele sin investering i filmens lancering, typisk på mellem 1 og 2 mio. kr, inden der overhovedet drypper indtægter videre ned i systemet. I et raskt lille regnskab, hvor jeg tager udgangspunkt i en distributør-investering på 1,5 mio, skal der altså sælges 65.104 billetter, inden producenten og de øvrige investorer ser en krone. Tal fra DFI viser, at blot 51% af alle film 2006-2010 solgte over 65.000 billetter. Det gør producenternes situation særdeles kritsk, for de hænger jo fortsat med deres egne 3-4 mio. – så nu skal der løbes.

Men samtidigt hersker i Danmark en aftale mellem producenter, distributører og Biografejernes Forbund, der giver biografejerne et såkaldt ”hold-back” på filmene i 4 måneder. I disse 4 måneder kan filmen ikke købes andre steder end ved billetlugen og altså heller ikke på internettet eller som DVD. Det resulterer i, at film som af kommercielle årsager ikke får mere end 2-3 uger i biografen, siden skal ligge bomstille i månedsvis. Bomstille, blev der sagt! Alt imens omtalen af filmen blegner, filmen downloades ulovligt – faktisk, viser nye undersøgelser, særligt intenst i hold-backperioden – og interessen i den mest lovlydige del af befolkningen vendes mod nye film. Et sammenligneligt tankeeksperiment ville være, at et nyt dansk rock-album, der havde haft release på P3, i de følgende 4 måneder hverken kunne høres eller købes i nogen anden digital eller fysisk udgivelsesform. Nemlig. Utænkeligt. Men det er det, der er virkeligheden for danske film.

Konsekvenserne er til at få øje på. Peter Ålbæk Jensen annoncerede tidligere på efteråret, at Zentropa ikke længere kan investere i talent-udvikling og produktion med risikovilligt, filmisk vovemod. Det giver genlyd og er – isoleret betragtet – intet mindre end en katastrofe. Adskillige af Danmarks filmstemmer er blevet udklækket i det kreative højrisikoområde på den gamle kaserne i Avedøre. Når Zentropa nu lægger sig fladt for mainstream og satser ensidigt på sikre publikumsucceer, må man spørge sig selv, hvor udviklingen af fremtidens stemmer i dansk film skal komme fra. Jeg stiller slet ikke spørgsmålstegn ved, at udmeldingen skyldes bitter nød, men i høj grad ved medicinen, for valget er en fatal accept af konservative og museale forretningsmodeller, der søger at gøre behandlingen permanent.

Dansk films potens har gentagende gange vist sig at være betinget af det modige valg, frem for det anslået sikre. Filmene støttes økonomisk af DFI, fordi politikerne anerkender det, som alle os der arbejder med dem ved; at en stærk dansk filmindustri er dybt afhængig af investering i særligt disse film. Det er dem der undersøger, flytter og inspirere de filmiske tankegange, der skal bane vej for fremtidige kommercielle succeser. Og ingen ved i øvrigt reelt, hvor stort et publikum de kunne have haft, hvis der de seneste år var blevet markedsført og solgt på måder, der svarer til den tid vi lever i. For ingen prøver.

Kunstnere har som fast mantra råbt på flere klejner, hver gang der skulle forhandles om offentlige midler. Nu bliver jeg, stik mod traditionen, slemt forstemt, når mine producenter modløst agerer medunderskrivere på et postkort til politikere og befolkning med beskeden ”send flere penge”. Når direktøren for SF distribution i en kommentar til muligheden for etablering af digitale vinduer, altså VOD, siger ”det er for dyrt og for besværligt”. Når formanden for Biografejernes forbund, foreslår at ”de små film” ledsages af yderligere midler fra DFI til de biografejere, der vil vise dem. Eller når koncernchefen i Nordisk Film vil have en ny støtteordning, der præmierer de film, der i forvejen sælger flest billetter. Mange danske filminstruktører er ved at miste tålmodigheden med producenter, der ikke sparker fra sig og konfronterer arrogancen. Vi søger midler på DFI uden producenter, tilbageholder vores rettigheder, opretter egne selskaber og undersøger digitale visningsformer og måder at opnå kontakt med publikum på via sociale medier. For vi vil kommunikere. Vi vil møde publikum. Det er hele branchen, der skal omskoles og forstå de kommunikationsveje og distributionsmuligheder, der når publikum i 2011. Det er besværligt fordi det er uvant og det koster tid og penge, men sådan er det at erobre nyt land.

På mit postkort til producenterne står der: Kom nu hjem fra ’90erne! Stil krav til vores samarbejdspartnere, skaf distributører, der sultent vil udforske kommunikationsvejene og som tror på, at filmene kan og skal gøres tilgængelige. Slip konventionerne, hav tillid til fremtiden og hold op med det piberi. Det er ubærligt.

Vores alle sammens religiøsitet omkring biografen er det røgslør, der bedøver os. Men vi laver film til publikum – ikke til lærredet. Når lærredet ikke længere er den primære vej, hvilket man kan begræde, men dog må konstatere – må vi velkomme nye. Lad os se på mulighederne, lad os fjerne begrænsningerne. Og lad mig pege på en:

I Danmark er biografer og film uløseligt forbundne. Ikke bare af konvention, men også helt konkret. DFI er nemlig ifølge filmlovens §2 forpligtiget til:

  1. At yde økonomisk støtte til udvikling, manuskriptudarbejdelse, produktion, lancering og forevisning af danske film og at sikre distribution af danske film.
  2. At udbrede kendskabet til danske og udenlandske film i Danmark og at fremme salget af og kendskabet til danske film i udlandet.

Så langt så godt, men læser man videre og dykker ned i DFI’s støttevilkår, altså DFI’s egne udlægninger af, hvordan målsætningerne i Filmloven skal udmøntes, står der om kravene til en producents ansøgning om produktionsstøtte, at producenten blandt andet skal levere følgende:  ”Distributionsaftale vedrørende biografdistribution i Danmark.”

Bemærk ordet ”biografdistribution”, for det er her det går galt. DFI kan ikke både udbrede kendskabet til danske film og samtidig fastholde, at film SKAL i biografen. Det er to uforenelige retninger i en virkelighed, hvor biografejerne på den ene side insisterer på friheden til kommers og på den anden side via ”hold-back” låser filmenes alternative veje til publikum. Når man henvender sig til Biografejernes forbund, og plæderer for en løsning, hvor biografejerne helt enkelt griber knoglen og ringer til producenten i det øjeblik filmen ikke længere kan trække publikum ind i salen, og tilbyder at den nu kan udkomme på dvd eller VOD, er svaret: det kommer aldrig til at ske. For biografejerne frygter at publikum, helt vil ophøre med at gå i biografen, hvis det vænnes til at kunne købe adgang til filmen umiddelbart efter endt biografliv. Klippe-di-klop. Det er en sørgelig lav tillid til tiltrækningskraften i den unikke oplevelse biografejerne selv har gjort til deres levevej. Og helt grotesk bliver det, når biografejere og distributører i en nylig samhandelsaftale til overflod foreskriver, at film først efter tolv måneder må have lov til at komme på TV.

Biografernes begunstigelse i støttevilkårene er protektionistisk, konkurrenceforvridende og ude af takt med den medie-virkelighed vi lever i. Filmene bliver ikke gjort lovligt tilgængelige for publikum i det videst mulige omfang – hverken i Danmark eller udenfor – og det til trods for, at det er et krav der følger med skatteborgernes penge til DFI som kunstinstitution. Det er et demokratisk problem, og problemet vokser jo mere man fjerner sig fra København.

Det Danske Filminstitut skal se på sine egne støttevilkår og helt ophæve bindingen mellem filmstøtte og biografvisning. Først da, kan filmene sættes fri. Måtte det støde på vanskeligheder i forhold til lovbekendtgørelser og forudsætninger, må kulturministeren og forligskredsen træde i karakter. Det er ikke synd for biograferne at de ikke får den særstilling – de opfindsomme, der imødekommer udfordringen skal nok overleve. Det er til gengæld synd for dansk film, hvis nøglen til publikum og verden bliver i lommen på adgangsbegrænsende dørvogtere.

Muligheden for at virkeliggøre filmlovens smukke ambitioner om at nå publikum har aldrig været bedre. Alt hvad det kræver, er en 3mgbit bredbåndsforbindelse. Det har danskerne for længst anskaffet. De venter bare på os. Så hit med den krise i dens mest fullblowne 3D-version. Og send endelig ikke flere penge! Lad krisen rase og bane vej for nye tanker og nye aktører. Dansk film skal være en åben fest – det skylder vi.

2 Comments

  1. Ane Mandrup
    23. november 2011

    Det er efterår men du er allerede i gang med forårsrengøringen, åbne vinduer, frisk luft, gennemtræk, selv antikviteter som biografdistribtution af alle danske spillefilm er taget ned fra kaminen til afstøvning. Befriende. Tak for en inspirerende kronik, hvor hånden rækkes ud til film-forbrugeren, og støvkosten svinges over film-branchen. / Ane Mandrup

  2. Martin Nielsen
    27. november 2011

    Hørt! Det er ikke alle som ønsker at se film i biografen og det er ikke alle som er så priviligeret, at de bare kan tage i biografen for at se en film.

    Personligt er jeg en af dem, som bedre kan lidt at se film hjemme i min sofa – og jeg ville helt klart leje på nettet eller set-top-boxen fra min tv-udbyder.

Skriv et svar