Fuck kultur (pardon my french)

Jeg gik i skole med en pige der altid lugtede af tis. Og så var der een der ikke måtte holde fødselsdag fordi hun var Jehovas vidne. Og een der nogle gange ikke kom i skole fordi han boede på en gård alene med sin mor og sine søskende og skulle hjælpe til. Der var også en pige hvis familie var zigøjnere og de forsvandt fra tid til anden. Og så var der klassens dygtigste som aldrig var med til noget fordi hun læste, en anden hvis mor ind i mellem fik nogen på lampen og en dreng hvis storebror vist nok havde ballade med politiet. Og så var der nogen der var spejdere og nogen der gik til gymnastik. Så vidt jeg husker havde vi ingen problemer med at definere os selv som a-sporet på vores årgang. Vi var, trods vore kolossale forskelligheder, en enhed. Vores egen 26 mand store udgave af en flok unge danskere.

Jeg synes det går stærkt for tiden i mit hoved. Det handler om mit forhold til mit fædreland. Jeg helliger mig min daglige avislæsning, radio-avis-lytning og tv-avis-kiggen og pejler efter nye bøjer at klamre mig til her midt mellem Øresund og Nordsøen. Jeg tror jeg sammen med mange andre danskere oplever den største nationale identitetskrise i årtier. Hvad er vi for nogle? Det føles som om vi for et øjeblik siden havde nogenlunde fod på det. Noget med dansk design og h.c. Andersen og velfærds-system og højskolesangbogen. Ja, det vil altså sige for nogle. For andre måske mere noget med damehåndbold og kolonihavehuse og Shu-bi-dua…øh…ja og så for nogle noget med frisind og foreningsvirksomhed og landbrug og vikinger – men var sidstnævnte i virkeligheden ikke noget der kom nordfra og blev en del af os?

Jeg hører mig selv i november sige til mine børn, at det der med haloween, det kan de godt droppe! Jeg gider ikke stille op til ”trick-or-treat” og udklædning mere end een gang om året. Og i øvrigt er det slet ikke en dansk tradition – det er noget BR har importeret fra Amerika for at få nogle flere skejser i kassen, siger jeg. Og vi har jo fastelavn, fortsætter jeg og tænker på en bekendt der bor i Frankrig og har bakset en tønde MED kølle ind som håndbagage i et SAS-fly til nogles store forundring, hvortil han smilende forklarede at hans børn jo ikke skulle gå glip af det bare fordi de boede i Frankrig. Men hvorfor er det mere dansk, spørger min børn? Øh jo…en gammel nordisk ting. Men hvad med påskekyllinger og påskeæg – hvad har det med Jesu død og korsfæstelse at gøre? Og var han overhovedet dansk – Jesus? Og hvad med juletræet. Blev helt glad og kunne uden tøven svare at det kom fra tyskland! Godt. Stadig frustrerede over det der med haloween, siger et af mine børn; hvor lang tid varer det så før haloween bliver dansk?

Tilbage i nutid går jeg i forbindelse med noget arbejde på nettet og kigger på vores Kanon. Har jo fulgt lidt med, men ikke set på den i nærbillede. Gennemgår musikken og bliver allerede efter kort tid små-vranten. Hvorfor har de valgt ”supertanker” af kliche og ikke ”Okay okay boys” som efter min mening var bedre. Og hvor er Eik Skalø og Storkespringvandet og Osvald Helmuth og ”hinkeruder på motorvejen” af Søren Kragh Jacobsen – Mona, Mona, Mona mand! Og det der Sebastian-album genhørte jeg for nylig og konstaterede at det for mig ikke var langtidsholdbart. Og undskyld mig, men hvorfor TO dogmefilm når man nu kun kunne vælge 12 film i alt? Og er Breaking the waves ikke et større Trier-værk? Det er min kultur, men det er ikke min kanon. Og ja, ja – jeg ved godt at Brian M har sagt at det bare skal tjene som inspiration, og så var der lige den der fortalelse på et landsmøde, men man må da sandelig håbe, at det virkelig vedbliver at tjene til inspiration og ikke som – Kanon. Slår det op. Kanon; En regel, en rettesnor, en forskrift. Den samling af skrifter i bibelen der anses for at være ægte. Ophøjet til helgen. Erklæret for mønstergyldig. Og så er der selvfølgelig den mulighed at det er tænkt i musikalsk kontekst; at synge i kanon.

Hvad er kultur? Det er en veninde der spørger. Cultura, tænker jeg, altså yoghurten, øhm bøm noget med at dyrke. Er jo et billedmenneske og ser straks for mit indre blik ned gennem optikken på et mikroskop. En bakterie, den dyrkes og vokser og bliver til en bakterie-kultur. Kultur er noget der vokser ud af noget og bliver til flere og noget andet end det det oprindeligt var. Aha. Kultur er altså ikke en statisk størrelse. Det er noget der forandrer sig, formerer sig. Hvordan stopper det mon? Vel ved at man stopper processen. Fryser det ned. Fastholder formen. Og med hvilket formål gør man det? Jo, så kan man tage det frem og se hvordan det var. Hvordan det VAR. For det er allerede blevet datid. Det har stået stille, mens alt andet har flyttet sig. Som verden gør, og uret gør og naturen gør. Man kan også tage det frem og tø det op og dyrke videre på det. En Hammershøi er en Hammershøi, men den ville ikke have nogen værdi for nutiden hvis den stod i kælderen på statens museum for kunst og ikke blev oplevet og fortolket og dyrket i den nutidige museumsgængers hoved. En Hammershøi er en bakterie. Et juletræ er en bakterie. Oldtidens billedsymbolik var en bakterie der parrede sig med kristendommen på jellinge-stenen. Halloween er i hvert fald en bakterie. Kultur er noget der flytter sig. Hvis det ikke flytter sig, har det ingen værdi.

I fredags stod jeg på en skole på Vesterbro, en af de skoler hvor 90% af eleverne har anden etnisk oprindelse end dansk, og holdt et foredrag om min film 1:1. Jeg fik en kommentar på en scene fra 16-årige Mohammed der hævdede at det er helt urealistisk at Shadi (filmens hovedperson) ikke griber ind når han ser sin tørklædeklædte søster sidde og pjatte med en dansk dreng. Hvorfor, spurgte jeg. ”Fordi det er vores kultur”, svarede han. Jeg kunne mærke at noget inde i mit hoved rykkede, nogle klodser der længe havde stået i spænd forskubbede sig.  ”Nej!” svarede jeg. ”Det er din kultur. Alle mennesker er forskellige. Danskere er forskellige, kristne er forskellige, muslimer er forskellige, uanset hvilken kultur man tilhører er man først og fremmest et menneske. Shadi er sin egen, forskellig fra sin bror og en dreng der lige dér tænker; Jeg orker ikke at blande mig selv om nogle vil forvente det af mig”. ”og”, tilføjede jeg ”han er også begyndt at spørge sig selv med hvilken ret han ville gøre det”. Mohammed tav for en stund, men det gjorde een af hans feminine klassekammerater ikke. Hun vendte sig rasende mod ham og hævdede at han var en dårlig muslim og at koranen siger at piger og drenge er lige. Det kom der en livlig debat ud af. Bakteriekoloni. Kultur. Jeg opfatter i mylderet en dreng der lavmælt om Shadi siger, at han er ”for integreret”. Han er for integreret! Der er noget med det dér møde mellem ordene integration og kultur. Klodserne knager.

Spiser frokost med en ven. Han siger; ”Danskerne og vores politikere bruger i øjeblikket energien helt forkert. Det er et sekundært problem hvordan danmark aktuelt opfattes i udlandet og der er ingen, heller ikke politikere, der lige nu taler om det væsentligste og det vi kan gøre noget ved; integration”. Har det skidt med det ord, det er på en måde blevet synonymt med i videst muligt omfang at lave nogen om. Og dødssygt nederlag. Men jeg ved jo godt hvad han mener. Vi taler om hvordan det kan være at det er så almen en viden, at man kan emigrere til USA, med det samme føle sig som, og kalde sig amerikaner og begynde at drømme om at blive præsident. Vi taler om at det for os er uigennemskueligt hvornår man som nytilflytter i danmark kan gøre det samme. Han sender senere samme dag en mail hvor han formulerer et forslag til nogle konkrete spørgsmål, som han gerne så besvarede af politikere og borgere i danmark. Han opfordrer mig til at redigere i dem. De første lyder sådan her;

I. Hvad er målet for god integration inden for

1. Beskæftigelse

2. Uddannelse

3. Dansk kundskaber

4. Fælles kulturel referenceramme

5. Respekt for andres kulturelle egenart (går begge veje)

Hm. Jeg mærker at jeg især har problemer med I4 og I5. Det der med kultur og integration igen. Forlader det et øjeblik, sætter mig ind og ser tv, min daglige dosis, deriblandt dr2’s 2.sektion, som har Kåre Bluitgen (ham med bogen hvis tegner ikke ville krediteres) og Lars Olsen (“det delte danmark”) i studiet. De bor begge på Nørrebro og præsenteres som ”nørrebrodrenge”. De er begge blevet. Kåre Bluitgen arbejder i skolebestyrelse, hans børn har gået i folkeskole med overvægt af tosprogede børn og jeg får respekt for manden som siger, at han jo ikke kan sidde i en villa i gentofte og tale om integrations-problemer. Begge gæsters pointe er at man i al post-mohammed politisk debat svigter substansen, det konkrete; integrationen. Retter mig op i sofaen og spidser ører. De taler om ghettoisering. Om at danmark kan ende med at blive delt op i helt isolerede enklaver side om side. Jeg nikker og tænker på at mine to mindste forlod deres frederiksbergske børnehave samtidigt med 4 andre fra stuen. De 3 kom på privatskole med børn af familier der ligner deres egne. Men så når Nørrebro-drengene til konklusionen. Begge, især Bluitgen, argumenterer for at man i al for lang tid ikke har villet indregne den kulturelle faktor! Sidder og plirrer lidt med øjnene. Nu rykker et par klodser på plads. Klonk.

Det passer ikke! Vi har i al for lang tid tillagt den kulturelle faktor al for stor betydning. Mohammed fra  skolen på Vesterbro har fået sit argument om ”vores kultur” serveret på et sølvfad af pædagoger, socialarbejdere, lærere, politikere og medier hele vejen op gennem hans skoletid. Og hvad har han mon lært af kanon? Vel at der findes noget der hedder kanon. Noget ”ægte”, noget ”ufravigeligt” en ”rettesnor” og at det er kultur. Og da han, af naturlige årsager, vel ikke oplever at genkende sig selv i den officielle kanon, trods det at han er født her, insisterer han og hans venner på at de har deres egen. Og nu synes to kloge mænd at han skal have carte blanche til at fortsætte sin kanonisering. For integrationens skyld. For det går vel begge veje?

Skelnen mellem forskellige befolkningsgrupper med henvisning til kultur er af-demokratiserende. Vi ved det godt. Vi har set striben af særlove der de seneste år er blevet indført i forbindelse med regulering og kontrol af kulturel adfærd. Danske borgeres ægteskaber. Dér var der nogen der kom op af stolene fordi en dansker, altså een der har danske aner flere generationer tilbage, pludseligt ikke uden videre kunne flytte tilbage til danmark med en ægtefælle vedkommende havde mødt under ophold i udlandet. Tragisk, bliver denne skraben for Kultur, når man undlader at tvangsfjerne børn fra familier, med henvisning til den pågældende families særlige kulturelle baggrund. Racistisk bliver den når medier igen og igen, som om det var en pointe, bruger betegnelser som 2.g’ere og nydanskere, velvidende at de omtalte jo netop er født her og formodentligt er danske statsborgere. Latterlig bliver den når nogle hævder at vi lader os tyrannisere, ved at indføre halal-slagtet kød på menuen i skolekantinerne og ikke tvinger medisteren ned i halsen på børn med muslimsk baggrund. Så kan de lære det, ka’ de, mens vi går til kurser i finere italiensk madlavning, spiser sushi i dyre domme og pizza om fredagen til Disney-sjov.

Fuck kultur! Vi lever alle under den samme grundlov. Og der har til alle tider været grupper i samfundet som har afsondret sig – Jehovas vidner, mormoner, fiskere i Hanstholm, christianitter, Tvind, rockere, fortsæt selv. Mine forældre blev skilt og så ikke hinanden i 16 år. Kom ikke og belær mig om at være splittet mellem to kulturer! Vi har alle sammen mærkelige historier. Og vi har alle nødvendige kampe. Og værdier vi værner særligt om. Ved at tillægge den kulturelle faktor politisk betydning tillader vi os selv som borgere og samfund, at ignorere det faktum at den dårligst stillede gruppe til enhver tid har lidt af lavt selvværd, mangel på horisont, følelse af fastlåshed, deraf psykiske spændinger og deraf høj voldelighed. Gider ikke snakke om kultur. I hvert fald ikke i en kontekst hvor det skal tjene til at sætte skel. Hvis vi gør kultur til noget ophøjet og uantasteligt i en politisk sammenhæng synger vi med i det kor der gør det muligt for DF i tide og utide at definere hvad der er dansk og – især – udansk. Jeg vil ikke være med til det. Jeg vil ikke være med til at nogen, hverken Brian, Pia eller Mohammed sætter sig på min kultur. Eller nogen andres. De stiller den ned i kælderen. De fryser den. De forhindrer den i at udvikle sig. De tømmer den for værdi. De forhindrer integration.

Skal vi ikke beskæftige os med og respektere hinandens kultur så? Jo, da. Det gør nysgerrige mennesker. Mennesker, hvis egen kultur ikke er frosset. Mennesker, som har tillid til at det at være nysgerrig og modtagelig ikke er det samme som at blive omvendt. Det bliver nød til at hedde sig at vores fælles referenceramme er demokrati og at det vi respekterer er den danske grundlov. Nichts weider, som min far ville have sagt. Fuck kultur, gentager jeg nærmest befriet, og tænker igen på min klasse. Der var ingen nye danskere. Selv zigøjnerens familie havde været her i et par generationer. Men een ting er sikkert; Jeg priser mig lykkelig for at vi aldrig blev sat i en situation hvor vi sammen endegyldigt skulle definere hvad dansk kultur er for en størrelse. Vi var aldrig blevet enige!

Jeg vil fortsætte med at forbeholde mig retten til ikke at gide haloween. Og jeg tænker videre over spørgsmålene som skal stilles.

Hvad angår I4 ser det sådan her ud;

4. Fælles kulturel referenceramme

Annette K. Olesen

Marts 2006

Bragt i Politiken som Kronik

Skriv et svar